« Mig og 2017 med Sara Jin Smidt aka Healthy Skinny Bitch
02.03.2018PEOPLE

Mig og min karriere med Stella Nisreen Kanaan fra Beauty Avenue

På Frederiksberg C – ikke så langt fra hvor jeg bor – ligger Københavns bedste by-spa. Den hedder Beauty Avenue, og jeg begyndte at komme der, da jeg var gravid med Roberta. Jeg kommer der, hvis jeg skal have sugaring, og jeg kommer der, hvis jeg bare har brug for velvære såsom en massage eller en skøn ansigtsbehandling.

Stella er kvinden bag Beauty Avenue, og hun er hurtigt blevet både en veninde og ikke mindst en kæmpe inspiration for mig. Stella er nemlig totalt kompromisløs – hun har satset alt, og har skabt en fantastisk bæredygtig klinik. Jeg har taget en snak med hende om livet som selvstændig, om at være chef og ikke mindst om bæredygtighed.

Navn: Stella Nisreen Kanaan
Alder: 40 år
Beskæftigelse: Founder og CEO – Beauty Avenue

HVORFOR HAR DU VALGT AT BLIVE SELVSTÆNDIG
Jeg har altid vidst at jeg skulle være selvstændig, nok fordi jeg har set begge mine forældre være det, så det har for mig næsten været en selvfølge. Jeg har altid elsket ideen om at skabe noget for mig selv. Jeg elsker selv at kunne bestemme, både min egen tid, men også at kunne skabe min egen succes og at gøre nogle ting om andre ikke har prøvet eller turde at gøre før.

HVORDAN HAR REJSEN VÆRET INDTIL NU
Det har været en lang, sjov, spændende, smertefuld, skræmmende men også mega fed rejse at skulle igennem. Jeg startede som selvstændig for over 16 år siden, så der har også været mange kapitler på rejsen og hvert kapitel har været unikt på sin måde; der var rejsen hvor jeg var alene, da jeg fik medarbejdere, da vi voksede og udvidede. Men det har hele vejen været sjovt, men også rigtig hårdt. Når man vælger at være selvstændig skal man gå all in, og man ikke tænke ”jeg gør det bare 37 timer om ugen og så går jeg hjem”, for det kan du ikke. Jeg arbejdede 10-12 timer hver eneste dag 6-7 dage om ugen, og det gjorde jeg i flere år. Jeg arbejder stadig meget, men inden for de seneste år er jeg begyndt også at holde fri de fleste lørdage, så det er luksus at jeg nu har to fridage om ugen. Men det er jo egentlig ikke min fridag, for jeg bruger dem jo ofte til noget med forretningen, men det er fordi jeg elsker det. Og Beauty Avenue har jo åbent om lørdagen, så selvom jeg måske ikke er der, så tænker jeg jo stadig på det. Det er kun de dage hvor der er helt lukket, at jeg har helt fri, fordi der kan der ikke opstå nogle kriser eller noget som jeg skal tage stilling til.

HVORNÅR TÆNKTE DU ”I MADE IT”
Igen, så har der været flere faser og kapitler, men jeg tænkte det første gang dengang jeg begyndte at kunne give mig selv løn og jeg rent faktisk tjente nok til at jeg nu kunne leve af det.
Samtidig handler det jo ikke kun om pengene, men det handler også om at Beauty Avenue er blevet et navn, et brand, som folk rent faktisk kender. Jeg bliver altid lige stolt når nogen siger ”nååårh Beauty Avenue, det kender jeg godt, det har jeg hørt om fra mine veninder.” Det synes jeg er ret fantastisk. Også fordi det ikke kun er mig det handler om, men hele teamet som jo udgør Beauty Avenue og vi er alle sammen med til at gøre det til hvad det er i dag.
Når jeg tænker ”I made it”, så er det også når jeg tænker på at jeg har skabt et sted hvor vi ansætter folk som har deres arbejdsplads hos os og kan gøre de ting som de elsker at gøre hver eneste dag, og bagefter gå hjem og leve af det. Vi vokser allesammen sammen om det her. I dag har jeg 20 fantastiske mennesker i mit team.

HVAD ER DET FØRSTE DU GØR, NÅR DU MØDER IND PÅ KONTORET
Først hilser jeg på alle pigerne rundt i huset. Så tænder jeg min computer, så den kan starte op, mens jeg laver en kop kaffe. Og så kigger jeg på mit skrivebord og tænker ”okay, det skal jeg lige få styr på”. Jeg kigger på alle mine post-its, og beslutter hvad der skal tackles først. Ellers taler jeg med Amanda og Marie hvis de også er på kontoret. Jeg er så heldig at jeg også arbejder sammen med min dejlige mand, Manuel, så vi starter også altid dagen med at spise morgenmad sammen og tale om hvad der skal ske.

DET BEDSTE OG VÆRSTE VED AT VÆRE SIN EGEN BOSS
Det bedste er nok når man er en perfektionist og elsker kontrol, så kan man selv bestemme alt mere eller mindre. Selvfølgelig har jeg i dag mit team som jeg gerne vil have er en del af det hele, men når man starter er det bedste at man helt selv bestemmer. Med Beauty Avenue kan jeg være med til at sætte trenden for hvordan vi synes beauty skal være for eksempel. Vi kan selv skabe de oplevelser vi gerne vil give. Det er helt sikkert den kreative del jeg synes er sjovest.
Det værste er det kæmpe ansvar jeg har på mig hver eneste dag. Jeg er ansvarlig for rigtig mange mennesker, for at det hele kører rundt og for at vi har et godt brand og et navn og at vi er på den rette vej. Så det er et kæmpe ansvar og jeg har mange søvnløse nætter, hvor jeg tænker på hvad der skal ske og hvordan det nu vil lykkes. Det gør også at det kan være rigtigt hårdt. Men jeg elsker det og det er et valg jeg har taget.

HVAD ER DEN VIGTIGSTE BESLUTNING, DU HAR TAGET
Der har været mange vigtige beslutninger, når man har været i gang i 16 år. Når jeg kigger tilbage er der også ting hvor jeg tænker at det ikke lykkedes, fordi noget andet skulle lykkes i stedet for. Jeg vil nok sige at en af de største beslutninger var da vi flyttede Beauty Avenue til Frederiksberg for 6 år siden. Det var en kæmpe beslutning for mig at flytte fra en lille klinik på 70 kvadratmeter til så stor en location; 550 kvadratmeter på et 4 etagers hus. Lige pludselig er ansvaret og udgifterne noget helt andet. Men det var også en vigtig beslutning, fordi det var et led i at vi ville vokse og frem.
Min anden vigtige beslutning var i den her sidste del af rejsen, hvor jeg fulgte mit hjerte og hvor vi ændrede hele vores brand til at blive mere grønt, økologisk og bæredygtigt. Vi skiftede alle vores produkter til mærket Intelligent Nutrients. De er dem som jeg synes er førende inden for bæredygtig og økologisk hud- og hårpleje.
Vi gennemgik hver eneste behandling og hver eneste del af Beauty Avenue og så på hvordan vi kunne gøre det bedre. Så vi skiftede alt ud, og tog hver enkelt del og udskiftede med noget der var mere bæredygtigt og økologisk certificeret. Det var ikke altid lige nemt og det kostede både masser af tid, penge, sved og tårer. Men vi ville have at det lykkedes, både for at være bedre for miljøet, men også fordi det er sundere for os her i Beauty Avenue.

ORGANISERET ELLER RODEHOVED
Lidt af begge dele, for det kommer virkelig an på med hvad. For hvis man kigger i vores reception og på vores hylder og generelt i Beauty Avenue, der vil jeg gerne have at alt er organiseret og står snorlige, og jeg kan ikke slet ikke have det hvis det ikke gør det.
Men mit skrivebord og mit kreative space kan godt være rodet. Til gengæld ved jeg selv hvor alt er.


HJEMMELAVET MAD ELLER TAKE AWAY
Begge dele. Det kommer an på hvor travlt jeg har. Jeg elsker at lave mad derhjemme, så når jeg er god til at planlægge og købe ind, så elsker jeg virkelig at stå og lave mad. Jeg er jo veganer, så det er lidt svært at gå ud og få take away som er vegansk og sundt. Ofte spiser vi dog på restaurant, for min mand er ikke så meget til take away, så vil han hellere sidde ude og spise maden.

HVORNÅR ARBEJDER DU BEDST
Den kreative del af mit arbejde, hvor jeg skal finde på nye ting, gør jeg bedst om aftenen, hvorimod den fysiske del når jeg laver behandlinger er bedst i dagtimerne.
Jeg har ikke rigtig et fast mønster, så derfor er jeg glad for at jeg har Marie (Spa Operations Manager) til at skrive det hele i min kalender, så jeg bliver tvunget til at lave ting på bestemte tidspunkter, for så får jeg det også gjort. Der er jo opgaver man synes er rigtig kedelige, hvor man hellere vil lave alt det sjove først, men det skal jo gøres.


3 TIPS TIL AT LEVE MERE BÆREDYGTIGT

  1. Skær ned på kødet. Tænk over hvad du spiser. Eksempelvis hvis du spiser mindre kød, så nedsætter det dit CO2-forbrug, fordi der bruges så mange ressourcer (f.eks. vand, transport og føde) på opdrætte dyr til kødproduktion.
  1. Køb økologisk. For hver dag der går bliver jeg mere og mere overbevist om hvorfor vi skal købe økologisk mad og støtte økologi generelt. Det handler ikke om vores egen individuelle økonomi, det handler om at hver gang vi foretager et køb, så stemmer vi om vi synes det vi køber nu er okay eller ej. Ved at købe en økologisk vare så er du allerede med til at spare både mennesker, dyr og hele planeten for en masse skadelige kemikalier.
  2. Bliv en mere bevidst forbruger. Man skal altid tænke over hvad og hvem det er man støtter. Lige meget om det er tøj, sko, kosmetik og alt det andet. Man skal altid lige stoppe op og tænke ”hvad er det jeg er i gang med at købe lige nu” og om man virkelig har brug for det. Så man både bliver lidt mere bevidst omkring det og ikke bare overforbruger i blinde.

Og fordi jeg ikke kan begrænse mig, så tilføjer lige at cykle frem for at køre bil og bruge mindre plastik og emballage.

HVAD LAVER DU, NÅR DU TRÆKKER STIKKET UD OG SLAPPER AF
Så sidder jeg faktisk og læser fagbøger. Jeg er i fuld gang med at uddanne mig som aromaterapeut, cosmetic science og ”Herbalist”(urter/planteekspert). Så jeg glæder mig altid til at komme hjem og læse i mine bøger. Og så øver jeg mig i ikke at bruge min telefon. Jeg lægger den langt væk så jeg ikke kigger på den.
Så er der mange små ting som at lave mad og lytte til lydbøger imens, og tage et langt bad om aftenen, hvor jeg tager mig ekstra tid til hårkur og ansigtsmaske for eksempel. Jeg elsker også at gå ture, helst i skoven. Det gør jeg tit med min søster. Så krammer vi træer og får lidt healing fra træerne. Jeg ved godt at folk tænker ”what” nu, men det gør vi altså. Jeg er også begyndt at blive bedre til at meditere, for det har jeg længe gerne ville. Jeg er også vinterbader, og jeg bor heldigvis tæt på vandet. Jeg gør det mindst én gang om ugen.

Og hvis jeg ikke skal lyde alt for frelst, så elsker jeg at se Netflix og ordne negle, det er virkelig også en af måderne jeg slapper af på.

HVOR ER DU OM TI ÅR
Om 10 år er Beauty Avenue forhåbentlig endnu større og endnu bedre og endnu mere bæredygtigt. Og uden at jeg skal afsløre for meget, så er vi i gang med en masse spændende ting som er på vej, og som forhåbentlig bliver det der skal sætte vores pace for de næste 10 år. Så stay tuned ;-)

ET GODT RÅD TIL KVINDER, DER GERNE VIL VÆRE IVÆRKSÆTTER
Gør det! Du skal ikke vente til det hele er perfekt, for så kommer du til at vente og vente, for det bliver det aldrig. Det er også noget af det jeg har lært gennem Beauty Avenue, for da jeg startede, var det jo slet ikke det som det er blevet til i dag. Jeg startede et helt andet sted hvor jeg havde en masse drømme og visioner for hvad jeg godt kunne tænke mig at det skulle blive til. Man må starte et sted.

Når man kaster sig ud i det skal det ikke være halvhjertet. Man skal være parat til at skulle arbejde 24/7, fordi man må aldrig være bange for at skulle arbejde meget hvis det virkelig er noget man brænder for. Det skal blive en del af din livsstil, og hvis du ikke har lyst til det, så er det måske ikke det du skal. Rigtig meget af vores liv er altså at arbejde, og derfor må vi også lære at kunne lide det. Vi taler rigtig meget den der life/work balance, men hvad betyder det egentlig? Altså lever vi så først efter at vi har været på arbejde? Det synes jeg ikke giver mening, og derfor vil jeg elske mit arbejde. At have kærlighed i sit liv og til det man laver er det mest essentielle her i livet.

(Visited 490 times, 1 visits today)

Leave a reply

Leave a Reply

1 Comment

  • Reply Sarah 11.03.2018 at 10:39

    Hvor er det spændende læsning.
    Jeg må helt sikkert forbi Beauty Avenue og Stella.

  • You Might Also Like