« Gravid uge 32
Gravid uge 34 »
11.06.2017PEOPLE PREGGO

Mig og mit barn med Lotte Skovgaard Nielsen

Jeg har allerede talt med to erfarne mødre – nemlig Szhirley (HER) og Cecilie Rubini (HER), og nu er tiden så kommet til at tage fat i en af de mere nybagte mødre i min omgangskreds – nemlig Lotte Skovgaard Nielsen som nogle af jer måske allerede kender fra bloggen The Style Cavalry.

Jeg har kendt Lotte i virkelig mange år, da hun ligesom jeg selv var en af de første ‘modebloggere’ herhjemme. Lotte blogger stadig, men er derudover Brand & PR manager hos By Malene Birger – eller det vil sige lige nu er hun faktisk på barsel.

Lotte blev mor til skønne Noor for 4 måneder siden, og jeg har taget en snak med hende om livet som nybagt mor. Hun deler graviditetstips, hendes bedste råd til fødselstasken og beauty produkterne der redder hende når hun har fået alt for lidt søvn, og så snakker vi generelt om forventningerne til at blive mor og ikke mindst hendes nye liv i mor-rollen.

Navn: Lotte Skovgaard Nielsen 
Alder: 35 
Børn: En lille pige – Noor på kun 4 måneder.  
Beskæftigelse: Brand og PR manager hos By Malene Birger og blogger på thestylecavalry.com

BESKRIV EN TYPISK MORGEN HJEMME HOS JER 
Noor vågner omkring kl. 6 og ligger og pludrer i en times tid, hvorefter hun igen falder i søvn. Hun er så glad om morgenen, og den time er blandt de mest dyrebare øjeblikke. Hun er bare så sød, når hun ligger der og smiler, griner og er glad. Jeg forsøger at få sovet lidt sammen med hende, både fordi jeg trænger, men i lige så høj grad fordi det bare er mega hyggeligt. Vi står op omkring kl. 8.00, og når vi er klar, går vi en tur med barnevognen og min hund Karla. 

HVAD ER DET BEDSTE VED AT VÆRE MOR 
Jeg har lært meget om mig selv, efter jeg er blevet mor. Jeg kan langt mere, end jeg troede. Inden jeg fik Noor, var jeg bange for den manglende søvn, om jeg ville elske hende nok, om jeg kunne lide at være mor, frygtede den manglende frihed, ja, en masse voldsomme tanker. Men efter hun er kommet, har jeg fundet ud af, at jeg faktisk godt kan det hele – og jeg gør selv det, jeg frygtede uden at tænke et sekund over det. Det lyder som en kliche, men kærligheden til ens barn er bare altoverskyggende. 

HVORDAN GØR DU DIG KLAR PÅ 5 MINUTTER 
Blush, highlighter, lip tint og mascara kan gøre underværker på kort tid. Pt. er jeg begejstret for Kjær Weis produkter og bruger Radiance highlighter, Lip Tint i farven Bliss Full og Cream Blush i farven Embrace. Når det kommer til mascara, er min all time favorite MAC’s Extended Play Lash mascara.

BEDSTE TIP TIL SELVFORKÆLELSE UNDER DIN GRAVIDITET 
Klart massage, især i slutningen af graviditeten, hvor din krop er træt og tung. Jeg kan anbefale både Body SDS hos Dollface og en Mother-To-Be behandling hos Arndal Spa. Jeg synes, at begge behandlinger gjorde underværker for min krop. Ellers er det også altid værd at forkæle sig selv lidt derhjemme. Jeg bruger Supreme Moisture Mask fra Nuori efterfulgt af Hydra Squalane serum og DNA Do Not Age dagcreme fra Ling og øjencreme, enten Chanels Sublimage La Crème Yeux eller Caudalies Premier Cru. Derudover kan jeg anbefale Rudolph Cares nyeste produkt, A Hint of Summer, en økologisk selvbruner, der er mega let at påføre, og som giver lidt sommerglød.

HVAD SAVNER DU MEST VED LIVET FRA FØR DU BLEV MOR
Søvn.. – og frihed til at kunne gøre hvad jeg vil. Lige at mødes med en veninde til et glas vin på en cafe, en tur i biffen, en middag med kæresten og – måske mest – tid helt og aldeles for mig selv.

NETSHOPPING ELLER FYSISK SHOPPING 
100 procent netshopping. Jeg er slet ikke til shopping i fysiske butikker. På nettet kan jeg hurtigt få overblik, og jeg elsker at man kan lave en virtuel ønskeseddel – det er også godt i forbindelse med udsalg. Jeg er selvfølgelig vild med Net-A-Porter, men jeg kigger også ofte hos danske Nori Nori, der har et super fint udvalg af brands. Derudover synes jeg også at både Zara og H&M er langt mere overskuelige via apps end i butik. 

ET TIP TIL AT SE FRISK UD, SELVOM DU IKKE HAR SOVET I NAT  
Vand, vand, vand, vand – jeg har aldrig været så dårlig til at få nok vand som her under min barsel. Jeg forsøger dog at starte morgenen med mindst 0,5 liter vand, inden jeg spiser morgenmad og drikker kaffe. Det ses heldigvis hurtigt på huden, den bliver mere frisk og pæn. Derudover masser af fugt.

HVAD GØR DU, NÅR DU HAR EN ‘FRI’ AFTEN 
Det har jeg faktisk endnu ikke haft, men jeg forestiller mig, at den enten skal tilbringes på en restaurant med enten min kæreste eller mine veninder. Jeg kunne virkelig godt bruge en aften med vin, god mad og muligheden for at gøre noget ekstra ud af sig selv. Jeg ville hoppe i min nye skjorte fra Britt Sisseck kombineret med jeans og hæle.

DET VÆRSTE RÅD DU HAR FÅET SOM MOR 
Jeg ved ikke om jeg har ét råd, der som sådan står frem. Jeg vil hellere fremhæve, at jeg har lært at Google bestemt ikke er min bedste ven. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg i fortvivlelse har selv-diagnosticeret Noor via en søgning der. Det har altså ikke været specielt sundt, fordi jeg bare blev mere bange og langt mere usikker i min nye rolle.

EN TING, SOM DIN MOR HAR LÆRT DIG, SOM DU VIL GIVE VIDERE TIL DINE BØRN  
Frihed under ansvar. Jeg har altid haft en stor grad af frihed, fordi mine forældre stolede på mig og mine valg. Det har jeg altid sat utrolig stor pris på, og det er bestemt en ting, jeg vil videregive til min datter. 

BEDSTE FAMILIEUDFLUGT-STEDER I KØBENHAVN  
Jeg elsker Assistens Kirkegården. Det er en lille oase midt på Nørrebro, hvor der er både smukt og dejligt grønt. Og så giver stedet mig altid en form for sindsro, når jeg er der. Ellers er jeg også begejstret for Tivoli. Vi er der tit, da min kærestes søn ELSKER Tivoli. Der er ikke noget bedre end at opleve hans glæde ved at prøve forlystelserne igen og igen og igen. 

SURVIVALKIT TIL FØDSELSSTUEN (Hvad skal jeg have med) 
Husk din telefon. Den er rar at kunne distrahere sig selv med, når du har veer. Og husk så endelig et kit til amning – det er hård kost for dine brystvorter at starte med at amning. Det havde jeg ikke lige overvejet, og af bitter erfaring anbefaler jeg nu alle at huske et amme-survival kit. Jeg anbefaler Lanolin, Avène Cilcalfate og Homeoplasmine. Det er alt sammen creme, der enten blødgør eller heler – og helt undværligt. Derudover er Pigeon brystskaller også meget gode at have med, da de giver brystvorten luft mellem amning. 

HJEMMELAVET MAD ELLER TAKEOUT 
Egentlig helst hjemmelavet, men den sidste tid har budt på en hel del takeaway. Nogle gang bliver tid sammen med min kæreste – når Noor sover –  prioriteret højere end at stå for længe i køkkenet.

DIT BEDSTE RÅD TIL EN KOMMENDE MOR
Du vil få 1000 råd fra andre – fra veninder til bedstemødre, læger, jordmødre og sundhedsplejersker – og selvom du virkelig skal finde din egen identitet og stemme som mor i starten, så lyt til din egen intuition, selvom det kan være svært. Du kender bedst dit barn – på trods af at hele situationen også er ny for dig.

Derudover vil jeg anbefale nye mødre at få hjælp til amning fra starten. Måske føler du, at det går som det skal, men spørg alligevel efter hjælp til om dit barn tager rigtig fat og spørg om hyppighed og varighed ved amning. Du vil blive glad for det senere. Derudover kan jeg anbefale et besøg hos en kraniosakral terapeut (jeg kan anbefale Didde fra Qklinik). Hun opdagede, at Noor muligvis havde skæve hofter – en ting min læge overså – hvilket gjorde at vi kom til en ultralydsscanning for at få det tjekket.

SKAL DU HAVE FLERE BØRN
Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have tre, men det er jeg efterhånden blevet for gammel til. Men jeg kan slet ikke forestille mig ikke at skulle have et barn mere på et tidspunkt. Men nu må vi se, hvad fremtiden bringer.

(Visited 4,014 times, 1 visits today)

Leave a reply

Leave a Reply

No Comments

You Might Also Like